Revitalisering af Herlev Bymidte

Nu skal Herlev være kendt for mere end hospitalet.

I Herlev pustes der nyt liv i bymidten med en gennemgribende moderni­sering og udbygning af butikscentret samt opførelse af ny boligbebyggelse med 135 boliger og en 10-etagers bygning, der både skal rumme erhverv og fungere som hovedsæde for Herlev Kommunes borgervendte aktiviteter.

Det nye dynamiske bytorv får et bredt udvalg af butikker, spisesteder, aktiviteter og sundheds- og servicefunktioner, der kan tiltrække folk fra hele omegnen. Borgere i Herlev Kommune vil opleve et højt serviceniveau, hvor de kan få dækket en lang række af dagligdagens behov ét sted.

En stor koordineringsopgave
Artelia er med som bygherrerådgiver på projektet, der har vist sig at være en stor, spændende og ikke mindst udfordrende opgave. Opgaven kan siges at have haft tre primære faser, hvoraf Lars Beier, projektchef i Bygherrerådgivning, har været hovedansvarlig for de første to.

Opgaven har været særlig i den forstand, at den har krævet en del mere koordinering end forventet. Det har f.eks. været nødvendigt at tage flere hensyn til nabobyggeriet i form af Københavns Letbane, der sideløbende skal bygge en station op af bymidten. Her har der bl.a. været vejomlægninger, der skulle planlægges og håndteres.
Lars Beier
Lars BeierProjektchef
Bygherrerådgivning

Byggeriet udføres på baggrund af Lokalplan 104 – For Herlev Bymidte, som er resultatet af et tæt samarbejde mellem kommunen og NREP. Artelia har siden opstarten af lokalplansarbejdet løbende bistået NREP med rådgivning, projektledelse samt myndighedskoordinering og fungerer nu som bygherrerådgiver efter indgåelse af totalentreprisekontrakten i 2019. Som en del af opgaven er Artelias cost management-specialister med til at sikre, at økonomien holdes på sporet.

Den nye Herlev Bymidte forventes at stå klar i slutningen af 2023. Som prikken over i’et vil den kommende letbane køre lige til døren – så kan man næsten ikke ønske sig mere.

Herlev Bymidte
Bygherre NREP
Arkitekter Aarstidernes Arkitekter og Arkitema
© Aarstidernes Arkitekter