COMPASS – Ny trafikmodel for Hovedstadsområdet

Udvikling af Europas første aktivitetsbaserede trafikmodel for Hovedstadsområdet.

Artelia står i spidsen for et team, der skal stå for at opstille og levere en ny state-of-the-art trafikmodel for Hovedstadsområdet. En model der omfatter alle transportmidler; bil, kollektiv trafik, cykel og gang. Modellen bliver den første operationelle aktivitetsbaserede trafikmodel i Europa. I forhold til eksisterende trafikmodeller vil det blive muligt at belyse kombinationsrejser og parkeringsadfærd samt modellere nye transportteknologier.

Den nye model bliver aktivitetsbaseret, hvilket er et paradigmeskift i forhold til den nuværende OTM trafikmodel, der er turbaseret. Mens en turbaseret model tager udgangspunkt i, at folk foretager et antal daglige ture med forskellige formål, tages der i en aktivitetsbaseret model udgangspunkt i folks adfærd og aktiviteter.

Nye muligheder
Den aktivitetsbaserede model søger således at beskrive vores daglige aktiviteter – at en far afleverer barnet i børnehave på vej til arbejde og køber ind på vejen hjem, mens moren henter barnet. Det vil blive muligt at belyse kombinationsrejser med kollektiv trafik som Bike & Ride, cykelmedtagning i tog og parkerings-adfærd, så forskellige parkeringspolitikker kan vurderes. Også trængsel på cykelstierne og kapacitetsbegrænsninger i den kollektive trafik vil kunne beskrives med den nye model.

Modellen vil endvidere muliggøre konsekvensvurderinger af forbedrede cykelparkeringsfaciliteter ved stationer. Selve vej- og stinettene baseres på OpenStreetMap (OSM), hvilket tillader en sammenhængende modellering og visualisering af kollektiv trafik, bil, cykel og gang. Sammenkoblingen mellem cykel- og vejnet gør det muligt at lade modelberegnet cykeltrafik på svingbevægelser i kryds indgå i beregningerne af krydskapaciteterne for biltrafikken.

Der er i modelopstilling stor fokus på modellens brugervenlighed og på, at modellen kan anvendes af forskellige brugergrupper fra brugere, der blot skal bruge resultater fra simple beregninger, til brugere, der skal foretage beregninger af nye større infrastrukturprojekter. Det vil således blive muligt at tilgå og præsentere modelresultater via et web-baseret interface.

Bygherre Københavns Kommune
Ydelser Strategisk trafik- modellering og simulering
Samarbejde med Rapidis, COH, Ressource Systems Group (USA), RAND Europe (UK), John Bowman (USA) DTU og Andrew Daly (UK)
Verdensmål Robust trafikmodel baseret på aktivitetsskabende ture, værktøj til regional planlægning og byudvikling, inddrager cykling og kombinationsrejser
Verdensmål Robust trafikmodel baseret på aktivitetsskabende ture, værktøj til regional planlægning og byudvikling, inddrager cykling og kombinationsrejser